Back

Skov- og strandengsmyg (Aedes spp.)

Home
Skov- og strandengsmyg i Danmark

'Myggestik per døgn' er et mål for antallet af skov- og strandengsmyg på målestationer i Danmark i år og helt tilbage til 2011.


Læs om skov- og strandengsmyg (Aedes spp.)


Skovmyg og strandengsmyg (Aedes). I Danmark har vi ca. 20 forskellige arter af skovmyg og strandengsmyg.

Kendetegn:
Hele denne gruppe myg har nogle særlige kendetegn, men de kan kun ses med en stereolup.

Plage:
Skovmyg og strandengsmyg udgør den største plage i Danmark, Grønland og Nordskandinavien samt ved danskernes foretrukne feriesteder i f.eks. Sydfrankrig. Skovmyggene findes i skove og i vores haver og parker. Der er flest i juni og juli, hvorefter antallet aftager igen. Strandengsmyggene er som regel også mest talrige i juni og juli, men i modsætning til skovmyggene kan antallet af strandengsmyg fortsætte med at vokse eksplosivt, hvis det regner gennem sommeren. Efter skybruddet i 2011 fortsatte antallet af strandengsmyg med at vokse helt frem til september og græssende heste på Amager blev det år angrebet af op til 10.000 strandengsmyg per døgn.

Hvad kan man gøre:
I fugtige skovområder og langs sumpede kyster kan skovmyg og strandengsmyg være en plage, men de er en del af naturen. I boligområder er de også talrige, og jo mere vand, der står i grøfter og vandhuller, jo flere myg får vi i haverne og i byernes parker. I Danmark bekæmper vi ikke myggelarver med kemi, men i f.eks. Sydfrankrig foregår der en meget omfattende bekæmpelse af strandengsmyggelarver ved hjælp af sprøjtning med bakteriegifte, da turismen ellers er alvorligt truet. Antallet af myg afhænger af miljøet. Derfor kan planer om at øge vandstanden i vandløb i Danmark muligvis medføre flere skovmyg i nogle områder.

Sygdomme:
Gul feber-virus og denguefeber spredes af denne gruppe af myg. Begge sygdomme har været udryddet i Europa i årtier, men en ny art i denne gruppe myg – den asiatiske tigermyg (Aedes albopictus) – blev indslæbt i Sydeuropa i 1970’erne, og nu breder den sig overalt langs Middelhavet. Det har medført alvorlige udbrud af både denguefeber og chikungunya-virus i Italien, Kroatien og Frankrig. Gul feber-myggen (Aedes aegypti) er indslæbt til den Portugisiske ferieø Maderia, hvor den startede et meget stort udbrud af denguefeber i 2011. Strandengsmyggene kan sprede filarie-orm mellem hunde. Filarie-parasitter er ikke set i Danmark, men der er en risiko for at indslæbe denne parasit, hvis man har haft hunden med på ferie sydpå.

Levested:
Skovmyg og strandengsmyg lægger deres æg på bredden af små midlertidige vandsamlinger. Der kan æggene ligge hele vinteren. Først når æggene oversvømmes, klækker æggene. Jo vådere forår, jo flere myg får vi. Strandengsmyggene er specialister i at yngle i vandsamlinger, hvor vandet indeholder salt. Derfor ser vi mest strandengsmyggene langs kyster med flade enge.

Tilbage